Jeg bor på en vej

Jeg bor på en vej. Det er en helt speciel vej. Med få metrostop fra indre by, kan du lande lige midt på min vej. Det er en vej der er fyldt med glade mennesker, og larm om sommeren, og stille vandringer om vinteren.

Jeg lærte først min vej at kende, da jeg engang imellem valgte at cykle på den, når jeg skulle på arbejde, og ville følges med en sød kollega. Ellers drejede af, lige inden vejen startede.

Men jeg har altid syntes at min vej, var noget helt specielt. Også inden jeg flyttede hertil, kiggede jeg altid op på lejlighederne, og spekulerede over hvem der boede lige netop her. På den vej, der førte ned til havnebadet og glade sommerminder. Det måtte være en rigtig god vej.

Ved et tilfælde og ud af det blå, landede min adresse pludselig på denne vej. Lige i starten af vejen, for at være mere præcis. I begyndelsen var jeg meget beæret over at være en del af lejlighederne. Nu kunne jeg kigge ud og ned, i stedet for at kigge op og beundrer.

Fra min lejlighed kan man se ned på vejen. På alle de mennesker der hver dag går forbi. Nogle har faste rutiner, hvor andre pludselig dukker op.

I starten af min vej, ligger en 7-elleven. Dem kan man finde i hele verden. Men den der ligger på hjørnet af min vej, er noget helt specielt, fordi ejeren virkelig er super unik. Jeg kommer efterhånden ret ofte, og får en god sludder, med både Jeanett som står bag disken, og Steffen som ejer butikken. Vi kender hinanden utrolig godt. Desværre stopper han lige om lidt og rejser hjem til det jyske. Da jeg mistede mit job, var Steffen den første til at tilbyde mig et job bag hans disk. Faktisk lærte vi hinanden at kende, fordi jeg ikke syntes hans rundstykker var smurt godt nok. Det endte med et længere opkald, hvor vi fik talt om alt muligt, udover de dårlig smurte boller. Nu sender jeg blot en snapchat, hvis de fejler noget.

Lige overfor mig, bor min veninde Karna. Vi har lært hinanden at kende, fordi vi begge to har et stort shoppe-gen. Så efterhånden som vi mødtes, og solgte ting til hinanden, kom vi tættere og tættere på hinanden. I dag går vi aften ture, træner sammen (når vi kan komme til det), skriver sammen dagligt og hun er blevet en af mine bedste veninder. Da min kæreste var på stadion i Paris og var bombetruet, var hun den første til at tilbyde at komme over og yde krisehjælp. Hun sad hos mig det meste af natten, og trøstede mig. Hun er en sand veninde. Og samtidig et af de slags mennesker, som er ubeskrivelig vigtige at have i sit liv, for hun vil gå igennem ild og vand, for at beskytte dig. Og derfor vil jeg gøre det samme.

Længere nede af min vej, bor Ditte, sammen med hendes søde datter og mand. Hun er et kreativt og smuk væsen, som alle her på Bryggen kender. Hun ejer samme shoppe-gen som Karna og jeg. Vi bor også i samme andelsbolig, så vi er gode til at følges ad til møder, og tale om de forandringer der sker i vores f0rening. Det er guld værd, og rart at vide at der er nogle man kan sparre med, når der sker ændringer i vores lille boligkompleks.

Lige overfor Ditte, ligger der den hyggeligste lille kiosk. Den hedder Lucky Shop. Når jeg kommer derind, lyser de altid op. De kender mit navn og ved at jeg bor længere oppe af vejen. Når jeg møder dem på vores vej, stopper de altid op, og spørger hvordan det hele går. Det er der jeg henter mine pakker, og kan gøre det selvom klokken er 00.00 om aften. Og de smiler altid.

I vores gård er der tre gårdmænd. Danny og Brian er vores to fantastiske gårdmænd, som altid står klar til at hjælpe mig, hvis der er problemer med min bolig. Jeg møder dem alle steder på Bryggen, og vi kender efterhånden hinanden rigtig godt, da vi tager en god hverdagssnak, hver gang vi render på hinanden. De er også fast inventar til min årlige åbent hus fødselsdag. Den sidste gårdmand, står for at vaske vores trapper, og selvom han taler gebrokken dansk, starter han altid min morgen med “Gooodmorgen Louise, hvorn er din dag?”. Det kan man kun smile af.

Når jeg handler i Brugsen, kan jeg altid være sikker på at hilse på ansigter som jeg kender. En af kvinderne dernede, hedder Nikita. Vi deler samme interesse, for tatoveringer. Flere gange har jeg næsten stoppet køen, fordi vi har plapret løs om tatoveringer. Men ofte ender det med at folk deltager i samtalen. Alle har jo en tatovering eller to i dag.
Når min hund skal have foder, går vi ned i dyrehandleren. Der vil Molly gerne med ind, for hun får altid tilbudt hjemmelavede godbider. Man kan mærke kærligheden til dyrene, helt ud på gaden, og alle hundene skal trækkes væk fra butikken.

Selvom jeg til tider er utrolig træt af larmen fra gaden, når sommeren når på sit højeste og folk ikke kan finde ud af at opfører sig pænt, når de besøger min vej, så holder jeg stadig utrolig meget af at bo her. For den er fyldt med dejlige mennesker.

Så tak til alle dem der gør en forskel ❤

 

Reklamer

Har aldrig slugt en bog så hurtigt, som “Mor henter os altid igen”

Da jeg kom hjem fra job i går lå der en bog i min postkasse, som jeg ikke kendte til. Jeg smed den undrende på sofaen og luftede Molly. Da James kom hjem fortalte jeg ham om den, og vi grinede lidt af at der var dumpet en bog ind af døren, som handlede om noget med børn?

Da vi havde spist aftensmad, læste jeg bagsiden af bogen, og gav mig til at læse lidt på i den, med tanke om blot at tage et par side, og så lægge den over i bunken til alle de andre bøger jeg altid får startet på, men aldrig læst. I stedet læste jeg først den ene halvdel, og holdt en times pause, for så at læse resten. Og jeg var fuldstændig opløst i tårer.

Jeg ved faktisk næsten ikke hvad jeg skal skrive. Især ikke fordi jeg nu er blevet venner med forfatteren her på Facebook. Vi har rigtig mange fælles venner. Normalt læser jeg bøger hvor det er fiktivt, eller man ikke rigtig har nogen relationer til forfatteren, men hende her deler jeg flere hundrede bekendte med.

Jeg kan starte med at sige at hun er rigtig sej. Og jeg glemte at trække vejret flere gange igennem bogen. Især den sidste del. Jeg har bedt min kæreste holde op med at tale til mig tre gange, fordi jeg ikke skulle forstyrres. Det bliver sådan en bog jeg ikke glemmer nogensinde igen. Og jeg læser alligevel en hel del. Og så låner jeg den ud til min mor. Man er nødt til at have en anden til at læse den, så vi kan tale om den.

Jeg anbefaler alle at forudbestille den. Den udkommer d.12 august. Også selvom i ikke har børn. Det er en sand historie. Fra en pige der er vokset op her på Amager hvor jeg selv sidder og skriver fra lige nu.

Jeg vil ikke afsløre for meget, men kan sige den får en til at tænke på “Ikke uden min datter”, som jeg ved vi alle sammen er vokset op med, og sidder dybt i os.  Denne her historie er bare værre. Hvorfor? Læs bogen, så vil du nikke når du er kommet igennem den. Der er grund til jeg lå og hulkede mig selv i søvne i går. Jeg føler på alle måder med Malene, og ønsker hende alt det bedste i hendes videre rejse i livet.

Læs om den her og bestil den samtidig:

http://www.turbineforlaget.dk/shop/biografier/biografier/mor-henter-os-altid-igen/

Mor henter os altid igen
Mor henter os altid igen

En af mine favorit kunstnere

Jeg er fuldstændig vild med design, kunst og grafisk design.

Så som så mange andre danskere er mit lille hjem fyldt til randen med billeder. Som en kunstner engang sagde til mig, da jeg fortalte ham at jeg snart løb tør for plads “Hos mig er der tapseret”. Og så tænkte jeg… Så kan jeg gøre det samme. Så du finder ikke en eneste væg hos mig, der ikke er pyntet med kunst. Faktisk er mine vægge plastret til.

Det fantastiske ved billederne er at du kan rykke dem rundt, komme nye i rammerne og vupti! Så har du et helt nyt hjem. Det er lidt svære med dine møbler. I hvert fald hvis man lever på 62 kvm2 som vi gør det.

For nogle år siden fandt jeg frem til en pige der tegnede sjove figurer med finurlige tekster, på Facebook. Det var igennem en af mine andre kunstner venner. Så begyndte jeg at følge hende på Instagram. Og hun fulgte mig tilbage. Så blev vi også Facebook venner. Og efter et langt stykke tid, står jeg endelig foran hende til Finderskeepers og får mumlet noget ala “Ehm, jeg ved ikke helt om du kender mig, men nu har jeg fulgt dig i så lang tid, og jeg altså nødt til at eje en af dine billeder”. Op kigger det største smil der sidder på det sødeste ansigt, med fin lys page, der udbryder “Jamen Louise. Du følger mig, og jeg følger dig. Vi ved begge to hvad hinanden spiser til morgenmad og foretager os i løbet af dagen – selvfølgelig ved jeg hvem du er! Kom her og få et kram”. Og sådan var mit første møde med grafiker og kunster, My Buemann.

My Buemann har dekoreret i flot vindue i indre by.
My Buemann har dekoreret i flot vindue, hos Stig P i indre by, sommeren 2014.

Jeg køber samme dag min første My tegning, men drømmer slet ikke om at det slet slet ikke bliver den sidste. For jeg har vidst talt frem til at jeg nu er oppe på omkring intet mindre end 20 af hendes fine tegninger med sjove tekster på, der hænger rundt omkring i mit hjem. Det er alt lige fra en giga plakat, til en lidt mindre i samme type som den på billedet ovenover, til små fine tegninger med skægge budskaber, der rammer lige i maven. Jeg har bla købt dem og givet dem i gaver til folk som jeg syntes de passede perfekt til.

My har også udgivet andet end hendes tegninger
My har også udgivet andet end hendes tegninger

Jeg har endda været så heldig at vinde den store plakat, samt en t-shirt (Som James overtog) og en fin mulepose. Jeg er gået all-in på min My samling kan i nok høre.

My kreationer når de er bedst
My kreationer når de er bedst

Men jeg har også lært My bedre at kende. Fx har jeg mødt hende efter en lille begivenhed på et hotel hvor hun havde været ude og tegne med Morten Løfberg og efterfølgende sad ude i gården og drak en øl, en sen efterårsaften. Så har jeg selvfølgelig mødt hende til diverse ferniseringer, men også igennem hendes nye arbejde som grafisk designer i DR byen. Hun er en helt igennem sød, god og sjov pige. Tro mig, hun har nogle vilde historier i ærmet. Spørg fx hvordan hun præsterer at skvatte på cykler og komme til skade…

10646712_722043197869484_8910351138547997885_n

I øjeblikket er hun i gang med et lille personligt projekt til mig, som vil blive foreviget meget snart. Tusind tak fordi jeg må følge med på sidelinjen, for alle vores grin og dine helt utrolige kreative / skøre evner.

En sød tanke, fra en sød sælger

Sidste søndag sad jeg og bød løs på en kasse, med en masse små rum i. Jeg syntes den var super fed og havde på en ellers anden måde overbevist mig selv om at den var lavet af teak. Ja, ligesom alle andre danskere er jeg faldet i teakfælden og nu skal alt bare være i teak. Så jeg starter auktionen med et bud på 30 kr. Det stiger stille og roligt, og da klokken er 22.00 og budrunden slutter, vinder jeg med et bud på 236 kr. Lige lidt mere end jeg først ville have betalt, men tænker at sådan er det bare.

Da jeg nogle dage senere får den ind af døren, bliver jeg slemt skuffet. Den er hjemmelavet, men er dog fra fra 70´erne som sælgeren havde lovet. Hun havde hele vejen igennem været rigtig sød og ærlig, men jeg skulle nok have spurgt lidt mere ind til kassen.

Jeg skriver til hende at jeg er lidt skuffet over kassen og den ikke lever op til mine forventninger. Det syntes hun er rigtig ærgerligt, og tilbyder mig pengene tilbage og at vi kan deles om portoen. Jeg takker i første omgang ja tak, men kan dagen efter ikke rigtig finde tiden til at skulle få den pakket sammen og sendt af sted, så jeg skriver til sælger at jeg vil male den og hænge den op alligevel. Det tager hun rigtig fint og så troede jeg egentligt at det var det.

MEN i dag da jeg skal ned på posthuset og hente mine nye sneaks (se andet indlæg), får jeg at vide at der lægger en ekstra pakke til mig. Jeg kan slet ikke huske hvad jeg skulle have bestilt, men tænker at jeg nok bare har glemt en eller anden ting i farten. Jeg får en lille æske i hånden, som rasler en hel del. Jeg aner fortsat ikke hvad det kan være. Da jeg får åbnet pakken, opdager jeg at det er den fineste lille vase som jeg havde skrevet på, at jeg syntes var så yndig og jeg lige måtte overveje om jeg skulle købe, som sælgeren har sendt til mig, sammen med en sød lille note. Jeg bliver helt varm om hjertet. Tænk at nogen vil være så søde at sende en ekstra ting til mig, fordi jeg ikke syntes det andet levede op til mine forventninger. Af hele mit hjerte tak til Birgit. Nogle mennesker er bare så skønne og har gode hjerter.

Desværre gik vasen i stykker på turen, men noten overlevede og kommer op på mine ny indkøbte tavler i soveværelset, som en lille reminder om at være sød ved sine medmennesker og huske næstekærlighed ❤

Den lille vigtige note
Den lille vigtige note

Jeg er blevet en blogger type

For et par år siden arbejdede jeg sammen med den her søde pige, Iben. Hun fik et par børn, og blev vildt populær på Instagram, fordi hun er sindssygt dygtig til at hækle, skrive sjove indlæg og fortælle om hendes unger, så man aldrig bliver træt af det. Og jeg er ikke børne typen. Så fik hun en blog. Og det er så en af de ganske få jeg rent faktisk følger. Jeg strikker ikke. Og har ingen børn, og alligevel syntes jeg hun er fantastisk. Hertil aften tog vi os en “blogger-kaffe”. Vi mødtes kl.17.30, men endte med at sludre indtil kl.20.30… Og stå og fryse på Nørreport i endnu 35 min. fordi vi bare kan blive ved med at tale. Hun er fantastisk og så utrolig kreativ. Det var faktisk hende der gav mig idéen til at sælge ting via Instagram. Så hvis du vil følge med, så smut ind på: Instagram: IbenEricasalg, Ibenerica, krejlerliv Blog: http://www.IbenErica.dk ENJOY!

11015674_1549101655350067_989313665_n
Iben har tabt sig SÅ mange kilo. Nu er hun bare en yndig lille nips.
Et billede af søde Iben hertil aften
Et billede af søde Iben hertil aften.