Ærlighed

Jeg opdaterer en del på Facebook, når tingene flyver op og ned jobmæssigt.  For mig er det vigtigt at man viser begge sider af livet som selvstændig. De fleste viser kun toppen af isbjerget, og ikke hvad der gemmer sig derunder af hårdt arbejde, knuste drømme og søvnløse nætter. For dem er der i starten flere af, end der er successer.

sucess-is-an-iceberg

På det seneste har det handlet en del om hvordan det har set ud med min a-kasse. I går ringede de for at bede mig om at opsige mit deltidsjob, da de havde lavet en fejl med mine supplerende dagpenge. Vi tager den lige kort igen. Min a-kasse beder mig om at opsige mit arbejde!

Først bliver jeg ærlig talt lidt ude af den. Jeg ringer til min arbejdsgiver og opsiger mit job øjeblikkeligt, for derefter at ringe til a-kassen igen. Kvinden jeg taler med er kold som is, og det lyder ikke til at være noget der rør hendes sønderligt at de har begået en fejl, der har stor konsekvens, ikke bare mig for mig, men også for min arbejdsgiver.

Jeg spørger til hvor langt de er med behandlingen af min skrivelse om at starte min selvstændige virksomhed, og jeg bliver stillet om til en mere hjertevarm kvinde, der er venlig og lyttende. Det er først til slut at jeg forklarer hvorfor jeg egentlig er stillet igennem. Hun fortæller at jeg blot kan starte virksomheden op samme dag, da hun gerne vil sige god for mig, men med alt min erfaring indenfor a-kasser, takker jeg nej. Jeg skal have det hele godkendt på skrift, før jeg gør noget som helst. Hun tør ikke love hvornår jeg kan blive godkendt, men hun rykker mig frem i køen.

I dag vågner jeg op til lyden af en email. “Du har ny post fra ASE”. Kl.09.05 har en medarbejder ment at der skulle noget god karma min vej. JEG ER BLEVET GODKENDT TIL SELVSTÆNDIG VIRKSOMHED. Så nu skal Line Marie Skjoldan, som jeg netop har sagt op hos i går, bare have en ny k0ntrakt fra mig, og så bliver hun min første klient hos Rose Media.

Tag disse kloge ord fra min afdøde morfar. Han var en dygtig forretningsmand ❤ (Det er fra vores familieavis)

morfar
Nu vil jeg holde juleferie.

Rigtig glædelig jul!

 

Reklamer

“Du laver jo hele tiden noget”

Som overskriften siger, så tror folk hele tiden jeg har gang i noget nyt. Og det er egentligt som sådan også sandt – det er bare ikke altid det er noget der giver penge på bundlinjen. Og det er der jeg er nødt til at bevæge mig hen, for at få hjulene til at løbe rundt. Så fremover og det næste lange stykke tid, er der lukket for “vennetjenester” og “bytte aftaler”. Det betaler ikke min husleje og mad. Jeg forventer at starte op for alvor i midt januar, hvor jeg starter virksomheden “Rose Media”, hvor man kan få hjælp til koncept udvikling, foto, Social Media, PR og online kommunikation. For jeg kan efterhånden rigtig mange ting, og mit netværk har bredt sig så meget, at jeg kan begynde at se at det gavner. De sidste par dage er jeg blevet kontaktet af flere spændende personer, der gerne ville have min hjælp, eller har sendt mig videre til nogle mulige kunder. Jeg er dem evigt taknemmelige. Og så roser jeg mig selv for mit hårde arbejde. For det kræver faktisk en hel del at holde sit netværk i live. Hvis jeg gik offline i en måned, så ville jeg miste en kæmpe værdi og engagement fra folk der i dag følger mig. Jeg bruger mine online platforme hver eneste dag, og det er vigtigt at de forbliver opdaterede. Jeg hører tit “Hvorfor logger du ikke lige af i nogle dage og tager den med ro?” og svaret er ret simpelt. Det er fordi jeg ikke har lyst. Hvis jeg slapper af og ikke har fingeren på pulsen, så bliver jeg skør. For jeg har lyst til at være med hvor det hele sker. Samtidig gør jeg det også i mit eget tempo, og hvis jeg fx deltog i alle de events jeg tilmelder mig, eller viser interesse for, så var jeg dejset om for længst. I stedet udvælger jeg nøje hvad jeg har lyst til at opleve, dele og lade ske. Både online og offline. Mange tror jeg opdaterer om alt muligt jeg lige syntes er morsomt, men faktisk ligger der en del tanker bag. Jeg ved også hvem jeg får til at klikke på hvilke links. Hvem jeg provokerer, og hvornår jeg lige er på vippen til at gøre nogle virkelig sure. Men jeg kan godt lide at provokerer en smule, og samtidig har jeg “venner” på FB med alle former for holdninger. Men jeg fornemmer også at man godt er klar over at man holder en sober tone på min væg og der derfor kan komme nogle rigtig gode og relevante diskussioner ud på væggen, som så kan blive vendt på hovedet. Det er dog sjældent at jeg blander mig for meget i politik, men engang imellem stikke jeg hovedet frem og siger min mening. Men så kan man også være sikker på at jeg har styr på min holdning til netop denne sag. Nu går min post lidt i selvsving, fordi det er sent om natten og jeg har nørklet med en hel del tanker det sidste stykke tid. Men jeg kan se at mine drømme går den rigtige vej. Nogle gange bliver jeg virkelig ramt af frygten der siger at jeg ikke kan klare et iværksætterliv. Tænk hvis folk ikke betaler. Ikke mener at jeg er god nok. Hvad hvis ingen hyrer mig. Eller hvis folk skrider fra alle deres aftaler. Men jeg tror bare jeg må forsøge at lægge frygten på hylden og gemme janteloven langt væk. Jeg kan jo se hvordan det lykkedes for andre, så kan det selvfølgelig også lykkedes for mig. Jeg har mødt en person der har hjulpet mig de sidste tre måneder med at blive “mig” igen. Nu kan jeg igen mærke mine mavefornemmelser. Træffe de rigtige valg. Smile oprigtigt. Tro på mig selv. Og vi taler om at få et fælles kontor sammen. Hvis vi gør det, vil vi kunne bringe vores energier ind i det samme lokale næsten dagligt, og løfte hinanden op. Både business minded, men også psykisk. Vi er begge to klassiske 7´ere på enneagram skalaen, som gerne vil have alle omkring os er glade og føler sig godt tilpas. Det føles rigtigt. Det hele. Og jeg er næsten ikke bange mere. Det bliver et kæmpe spring, men jeg er klar. Og jeg venter i spænding på at de sidste ting falder på plads.

Godnat. Klokken er 02.00 og det er sengetid.

Mine favorit lister på Spotify

Det er forskelligt hvad jeg lytter til. Det kommer an på mit humør, hvor jeg er og hvad jeg skal foretage mig.

Når jeg er på arbejde, og skal koncentrere mig, lytter jeg ofte til noget afslappende musik, hvor jeg ikke skal koncentere mig om at lytte til sangen, eller musikken er i højt tempo. Der har Spotify lavet en spilleliste der hedder “Gear ned”, der er helt perfekt til formålet. Det kan køre i baggrunden som perfekt “støj”.

Hvis jeg skal dele musikken med resten af arbejdspladsen, så hører jeg enten “højt humør” eller “pop til arbejdet”. Der er lidt mere gang i den, og så er der lidt for enhver smag. Om fredagen ryger “Endelig fredag” selvfølgelig på.

Jeg har faktisk også lavet min egen playliste, som startede med at være alle de sange der gjorde mig glad. Så hver gang jeg hørte en sang med et godt minde, så røg den på listen. Langsomt har jeg lavet den blive større, ved at tilføje musik med fede beats, anderledes kunstnere som var inspirerende og top hits. Når jeg bliver træt af en sang, så ryger den over på min anden liste som hedder “Liked from radio”, og er en standard liste man har fra starten. På den måde sletter jeg dem ikke helt, og kan grave dem fra igen. Den originale playliste hedder selvfølgelig “Feel good songs”, og kan findes hvis du søger på mit fulde navn. Jeg fik faktisk en besked fra min gode veninde, hvor hun skrev “Hey, den playliste er jo faktisk ret god”. Hvilket er noget af et kompliment, da det er en stor omgang rod, af sange jeg bare syntes lyder fantastiske. Du går ofte fra Billy Joel og direkte over til Sbtrkt, for at fortsætte over til Savage garden. Så er i advaret, hvis i hopper med på listen.

En af de lister jeg finder mest inspiration fra er en liste i simpelthen ikke må dømme mig på at jeg elsker at lytte til. Men den hedder intet mindre end “Happy hipster music”. Den opdateres dagligt, og har knapt 500 sange, hvilket svarer til over 30 timers musik. Det er lidt fantastisk. Der igennem har jeg lært virkelig mange kunstnere at kende.

Om sommeren elsker jeg at lytte til Stella Polaris playlisterne. Det var der jeg i sin tid opdagede Sebastian Lind, som var hevet ind i et remix. Det var før han på nogen måde var kendt. Og af samme grund har jeg været med helt fra starten af hans karrierer. Skægt tilfælde.

Den første North Side festival, og den seneste, er de to eneste jeg IKKE har deltaget i. Men hvert år, når de udkommer med dette års playliste, så sidder jeg klar og terper, for langt det meste af musikken har jeg aldrig hørt om før (jeg er tydeligvis ikke hip nok på musik fronten), så jeg sørger i stedet for, for at lytte til et par numre fra hvert band. Så finder jeg dem jeg kan lide og så lytter jeg til et par af deres albums i et par uger. Tilføjer ofte et par sange til min “Feel good songs” liste, så de dukker random op når jeg lytter til musik. Når jeg så har lyttet nok, så hiver jeg min veninde herhjem, som har lavet sine lektier derhjemme ligesom jeg, og så diskuterer vi hvilke bands vi godt kan lide. Så laver vi en liste over hvilke VI SKAL høre, hvilke der er knapt så vigtige, og hvilke vi gerne undgår, og i stedet spiser mad imens. Når vi så får programmet, så kan vi sammensætte musikken og hvad vi skal høre i en hurtig fart, og vi sikrer at vi ikke går glip af noget, som vi gjorde for nogle år siden, da vi gik op i Aarhus midtby og drik os fulde i vodka og fisk, og derfor kun fik en lille bid af det sidste nummer fra Imagine Dragons. Det roder vi bod på i November, hvor vi skal ind og høre dem d.17. REVANCE efter rigtig mange år.

Min liste over playlister er lang, men det her må være mine absolutte favoritter. Nyd løs og fortæl gerne hvilke i lytter til? 🙂

15 fun facts om mig

Jeg er kæmpe fan af fun facts. Faktisk så stor en fan, at da jeg var i Dubai og gik shop amok i de billige boghandlere, købte jeg fun fact bøger med hjem.

Så her er en lille liste over ting du (måske) ikke vidste om mig:

1. Da jeg ofte hviler min telefon på min lillefinger på højre hånd, har jeg fået et hak ned i fingeren. Du er velkommen til at mærke efter næste gang ud møder mig.

2. Jeg var fan af noget lidt af andet end mine veninder som barn. Min far havde ikke fået nogle sønner, men det kompentaserede jeg for ved at blive kæmpe fan af boksning. Vidste du måske at Mikkel Kessler, ikke altid har kaldt sig “Mikkel the Viking Warrior Kessler”, men tilbage i starten hed “Mikkel the Hitman Kessler”. Det sad jeg og råbte når han skulle præsenteres i arenaen. Mit store crush var dog Mads Larsen, som jeg tapserede alle mine hæfter med. Kan stadig huske ham i sloggi reklamen. I mine forældres kælder, ligger der stadig videobånd med alle Mikkel´s første kampe.

3. Hverken højder eller edderkopper skræmmer livet af mig. I stedet har jeg et fobi der hedder ” Pediofobi”. Hvilket er angst for noget så almindelig som dukker. Hvordan det er opstået, har jeg ingen idé om. Men du kan være helt sikker på at jeg ikke shopper i butikker, hvor mannequin dukkerne ser for ægte ud.

4. Da jeg var 18 år gammel var jeg på studietur til England med min handelsskole klasse. Vi var en klike på 5 som tog hen til en tatovør. Først var det kun to af de andre der skulle have en tatovering. Da jeg var den eneste der var over 18 år, lånte de begge mit sygesikringskort. Også fyren. Da jeg sad der og ventede, kiggede jeg på et kort over motiver, og tog en hurtig beslutning om at jeg også ville have lavet en. Det endte med at vi hver kom ud med hver vores trampstamp, i forskellige slags motiver. Mit var et kinesisk kvindetegn på lænden. Det er i dag dækket af endnu en cliche… En sommerfugl.

5. Sammen med min kæreste, samler jeg på gamle spillemaskiner. Vi er har efterhånden en ret god samling. Den næste der skal købes, er en SEGA. Min seneste er den første Nintendo maskine. Retro spil er bare sjovere. Især Mario.

6. En ven fortalte mig en dag, at de ting man dufter og ikke kan lide lugten af, ofte er noget man heller ikke tåler. Den dag gik det op for mig, hvorfor jeg hader citroner så meget. Og altid får mavepine når jeg indtager noget med citrus smag.

7. Når jeg skal koble helt af, så går jeg ned i vores gård og sætter mig på gyngerne. Og gynger. Det er akkurat lige så sjovt, som da jeg var barn. Musik i ørerne og så bare svinge og føle sig vægtløs. Bare rolig, sørger for klokken er så mange at børnene er gået i seng, og der er så mørkt at folk ikke kan se det er en voksen der sidder og tager sig en svingtur.

8. Inden jeg blev en bryggepige, boede jeg de første 18 år af mit liv på Fyn. I Ringe.

9. Jeg har planlagt mine næste 7 tatoveringer…

10. Jeg kommer aldrig til at købe en iPhone.

11. Jeg har en veninde, som jeg har kendt i over 31 år. Om en måned skal vi fejre hendes 32 år fødselsdag ❤

12. Jeg har opkaldt min hund efter en marmelade reklame fra “Den gamle fabrik”.

13. Ærligt, så kan jeg ikke huske hvordan det skete, men jeg har slået en lille flig af min ene fortand. De ville ikke file den til, så i mange år var den helt skarp. Jeg kunne have haft et colgate smil, med helt lige tænder, men nu er det blevet en del af mit udtryk.

14. Som barn var jeg rædselslagen for broer. Jeg var helt sikker på at så snart jeg trådte op på dem, så ville de brase sammen. Så ville jeg falde i vandet og drukne. Bum. Fik jeg nævnt at jeg også have en ret god fantasi dengang…

15. Jeg har aldrig set Gangnam musikvideoen.

Nu blev du lidt klogere på mig.

Har aldrig slugt en bog så hurtigt, som “Mor henter os altid igen”

Da jeg kom hjem fra job i går lå der en bog i min postkasse, som jeg ikke kendte til. Jeg smed den undrende på sofaen og luftede Molly. Da James kom hjem fortalte jeg ham om den, og vi grinede lidt af at der var dumpet en bog ind af døren, som handlede om noget med børn?

Da vi havde spist aftensmad, læste jeg bagsiden af bogen, og gav mig til at læse lidt på i den, med tanke om blot at tage et par side, og så lægge den over i bunken til alle de andre bøger jeg altid får startet på, men aldrig læst. I stedet læste jeg først den ene halvdel, og holdt en times pause, for så at læse resten. Og jeg var fuldstændig opløst i tårer.

Jeg ved faktisk næsten ikke hvad jeg skal skrive. Især ikke fordi jeg nu er blevet venner med forfatteren her på Facebook. Vi har rigtig mange fælles venner. Normalt læser jeg bøger hvor det er fiktivt, eller man ikke rigtig har nogen relationer til forfatteren, men hende her deler jeg flere hundrede bekendte med.

Jeg kan starte med at sige at hun er rigtig sej. Og jeg glemte at trække vejret flere gange igennem bogen. Især den sidste del. Jeg har bedt min kæreste holde op med at tale til mig tre gange, fordi jeg ikke skulle forstyrres. Det bliver sådan en bog jeg ikke glemmer nogensinde igen. Og jeg læser alligevel en hel del. Og så låner jeg den ud til min mor. Man er nødt til at have en anden til at læse den, så vi kan tale om den.

Jeg anbefaler alle at forudbestille den. Den udkommer d.12 august. Også selvom i ikke har børn. Det er en sand historie. Fra en pige der er vokset op her på Amager hvor jeg selv sidder og skriver fra lige nu.

Jeg vil ikke afsløre for meget, men kan sige den får en til at tænke på “Ikke uden min datter”, som jeg ved vi alle sammen er vokset op med, og sidder dybt i os.  Denne her historie er bare værre. Hvorfor? Læs bogen, så vil du nikke når du er kommet igennem den. Der er grund til jeg lå og hulkede mig selv i søvne i går. Jeg føler på alle måder med Malene, og ønsker hende alt det bedste i hendes videre rejse i livet.

Læs om den her og bestil den samtidig:

http://www.turbineforlaget.dk/shop/biografier/biografier/mor-henter-os-altid-igen/

Mor henter os altid igen
Mor henter os altid igen

Min holdning til døden

Døden. Det er noget underligt noget, men jeg har alligevel så meget forbundet med den.

Den første gang jeg husker døden, var da min fars bror døde. Jeg husker ham som en fantastisk mand, og en god far. Begravelsen var smuk, og jeg kan huske hvordan vi alle sammen mødtes efterfølgende og mindes ham. Det var meget fredfyldt, midt i sorgen.

Næste gang jeg oplever døden, er det på en anderledes måde. Jeg er 15 år, og går på efterskole. Min mor ringer til mig, og fortæller min klassekammerat fra folkeskolen ikke overlevede hans kræft forløb. Jeg kan huske hvordan alting pludselig blev virkeligt. Han var kun en teenager. Og vi uvenner. Jeg havde ikke givet en ti´er til blomster og kort, som resten af min klasse, da han havde kaldt mig nogle grimme til en fest, lige inden vi alle sammen fandt ud af at han var syg. Jeg kom heller ikke til hans begravelse, selvom jeg tog hjem fra efterskolen nogle dage. Hvorfor, kan jeg ikke huske, men jeg ved bare at jeg har haft dårlig samvittighed lige siden. Det er et halvt (mit halve liv) siden det skete. Jeg troede ikke han kunne dø af det. Eller, jeg vidste folk døde af kræft, men man kan da ikke dø i sådan en ung alder? Det var før der kom så stor fokus på sygdommen, som der er i dag.

Der skulle heldigvis gå noget tid før jeg oplevede døden igen. Næste gang var min højt elskede morfar. Han var faldet i søvn, og ikke vågnet op igen. Og jeg fortryder af hele mit hjerte at jeg ikke besøgte ham noget mere. At jeg ikke lyttede hans mange kloge ord og historier. Han var en verdensmand og en utrolig dygtig købmand, og jeg er sikker på at jeg kunne have lært så meget af ham. Selvom vi ikke er beslægtet (han har adopteret min mor), så føler jeg ofte han er i mine gener, og det ham jeg har arvet min måde at arbejde på, fra ham. Og nok også en del fra min far. Han har skrevet nogle meget kloge ord om livet, som jeg ofte læser når jeg lige har brug for at holde begge fødder på jorden. Jeg er ham evigt taknemmlig for disse ord. Som sagt, en meget klog mand, som jeg elskede meget højt.

Derefter dør der hver tredje måned i en længere periode mennesker omkring mig. Det er ret skræmmende. 4 kollegaer dør, med et rum tid. Den ene ved en overdosis. To andre hænger sig med en uges mellemrum. Og den sidst er min gode kammerat Stefan. Han havde været nede og træne, og da han kommer hjem fortæller han sin kone at han lige vil lægge sig lidt, men da hun kalder på ham for at sige der er aftensmad, vågner han aldrig op igen. Han var dværg. Og havde et hjerte af guld. Vi blev enige om at hans hjerte var så stort og fyldt med kærlighed, at det var blevet for stort til hans lille krop. Vi har så mange gode minder sammen, og han bliver aldrig glemt. Han er skyld at jeg den i dag elsker stand-up, da han lavede stand-up ved siden af sit fuldtidsjob. Han havde den smukkeste begravelse, hvor han lille dreng rendte rundt i en BIF trøje, med “Stefan” skrevet på ryggen. Hjerteskærende at se ham have mistet hans far, i så tidlig en alder. Jeg fik givet begge hans forældre hånden. Himlen fik uden tvivl en engel den dag.

Min daværende bedste venindes mor fik kræft, og døde i en alder af 43 år. Min veninde stod pludselig med forældremyndighederne over hendes 16 årige lillebror, og var selv 21 år, og havde arvet en lejlighed, samt et kæmpe stort ansvar. Hun kunne ikke klare presset, og det endte med at jeg måtte tage med en anden kollega ud til hende midt om natten, for at stoppe hende for selvmord. Husker jeg lå og sov op af armlænet på min sofa i en time, inden jeg skulle på job. Hun blev bare ved med at sige at hun ville have sin mor. Det var hjerteskærende, og hårdt at se hende stå så alene i hele verden. Hun endte med at skubbe alle væk. Til sidst måtte jeg også give slip.

Det er næsten den værste tanke. At skulle miste sine forældre en dag. I mit eventyrlige univers, lever de for altid. Andet kan jeg ikke overskue at tænke på.

“Desværre” har jeg to skønne forældre, der tvinger os til at tale om det. En juleaften fik vi alle sammen den samme bog, der hedder “bogen til de efterladte”. Ikke ligefrem det der bragte julestemningen i vejret. Kunne godt have fået den på et andet tidspunkt. Men det er simpelthen alle detaljer du kan skrive deri. Ligefra hvilke salmer du vil have i kirken, hvor du vil begraves, din læges navn, og en masse andre praktiske ting. Det var igen en øjenåbner. Sad og kiggede langt tid på mine forældres bøger, og tænkte at næste gang jeg så dem, så var ikke under lykkelige omstændigheder. Jeg har skrevet lidt i den, men jeg hader den virkelig. Den står nederste i bogreolen, med en låge foran, så jeg ikke skal se på den.

Den seneste begravelse jeg har været til, var også en kræftramt. Min gudmors søster, som jeg har kendt siden jeg var et lille barn. De boede i nabobyen. Og endte med selv at have 3 børn. Det var hjerteknusende at hendes mand som var blevet efterladt. Han var blevet så gammel at se på, på meget kort tid. Tror aldrig jeg har grædt så meget, som da vi var til denne begravelse, og det føltes som evigheder før ceremonien startede. Jeg bliver virkelig aldrig nogensinde god til den slags. Men man kunne se hvor elsket hun havde været. Med god grund.

Jeg var engang med i et projekt, hvor vi så en video, hvor en fyr havde interviewet flere personer om hvad de ønskede at vide om dem selv. Han selv var også med, og han ville gerne vide hvem der ville dukke op til han begravelse, hvis han døde nu? Har vi ikke alle sammen haft den tanke? Det lyder måske skørt, men den har ramt mig nogle gange. Og så tænker jeg straks derefter på hvor mange begravelser jeg ender med at skulle til, med alle de mange skønne mennesker jeg kender. Det kan jeg slet ikke overskue. At skulle sige farvel til så mange smukke liv.

Jeg har haft én nær døds oplevelse, hvor jeg blev truet på livet af en fyr. En morgen kl.05.00 på Dybbølsbro. Jeg var helt sikker på livet var slut. Mærkeligt nok var jeg i fred med det, nåede at tænke at jeg havde haft et smukt liv. Men så ramte det mig hvor kede af det mine forældre ville blive. Og så blev jeg vred. Virkelig vred. Så jeg begyndte at råbe af ham at han fandme ikke skulle stå der og true med at slå mig ihjel. Og det gjorde ham så bange, at han vendte om og gik sin vej. Jeg tog hjem til min veninde og græd i flere timer. Mest af alt fordi jeg var ked af det på mine forældres vegne. De skulle ikke miste et barn.

Det er mærkeligt at tænke på at gennemsnitsalderen på dem jeg kender der er døde, ligger omkring min egen alder. Og jeg har derfor også hele tiden en fornemmelse af at jeg ikke bliver gammel, for det er faktisk de færreste jeg kender som er døde af alderdom.

Jeg er blevet tjekket for brystkræft tre gange, da jeg bliver ved med at føle en knude, og jeg ingen chancer tager. Om en uge får jeg livmodershals undersøgelsen. I min bogreol står der, sammen med bogen til mine efterladte, en bog om brystkræft, da jeg læste hvor stor en procentdel kvinder der får brystkræft i dag, så jeg tænker at en dag får jeg brug for at læse i den, for at forstå en venindes/søster/mors/min situation. 7-9-13 så er det endnu ikke sket. Men jeg har veninder med andre hårde sygdomme. Og de kæmper, og så stærke. Tror ikke jeg kunne klare livet lige så sejt som dem, hvis det var mig der tage medicin dagligt, og undersøges flere gange om måneden. Jeg er så stolt af dem. Det håber jeg virkelig de ved.

Derfor vil jeg også gerne nå så mange ting som muligt. Udforske verden, møde forskellige mennesker. Nyde. Elske. Rejse. Spise. Grine. Jeg sagde engang til mine forældre at jeg nok ikke endte med at få børn, men det vigtigste var for mig, at hvis man googlede mit navn, så kunne man læse hvad jeg havde udrettet. På det tidspunkt arbejdede jeg med mine mange veninde sider. Jeg ved jeg har gjort en stor forskel for rigtig mange kvinder. Så mit liv har i hvert fald ikke været spildt.
Jeg ønsker jer alle sammen et smukt liv. Husk at nyd det – fortryd intet ❤

Jeg er sur. Og blå.

Jeg er faktisk nok mest forarget. 8 personer har siden i går, slettet mig på Facebook. Og nej, de har ikke deaktiveret sig (har en app der afslører folk), de har decideret slettet mig, fordi jeg ikke stemmer det samme som dem. Hvis det var blevet rødt, skulle jeg i så fald have slettet dem? Var valget afgørende for vores venskab uanset hvad farven var blevet i går?

Flere er folk som jeg kender privat, har arbejdet med, eller kendt i rigtig mange år. Der er også de overfladiske som jeg aldrig har mødt, men som jeg i sin tid har tilføjet/godkendt, fordi jeg mente de havde en spændende holdning. Det er ikke sikkert den har været magen til min, men det er for mig ligegyldigt.

Mangfoldighed. Der skal være plads til alle. Jeg har tætte veninder der stemmer både enhedslisten og Dansk folkeparti, men derfor ser jeg dem ikke som dårligere eller bedre mennesker. Jeg ser dem som individer. Med holdninger. Og jeg er mere end villig til at lytte til dem. Og diskutere dem. Hvilket vi også har gjort rigtig mange gange. Men vi er stadig venner. Når man bare sletter folk, uden at gå i dialog, så kan jeg ikke længere tage dem seriøst. Jeg har nu 5 gange måtte skrive “jeg har ikke stemt DF”, for hvis man har stemt blåt, er det pludselig ensbetydende med man er en lukket, dårligt og ubehageligt menneske. Eller også er man racist, og hader alt udenfor Danmark.

Jeg har datet folk fra udlandet, jeg er planfadder og jeg har haft kørt en hjemmeside for kvinder der søgte nye veninder i over 7 år. Og tjente ikke en krone. Jeg elsker at gøre andre glade, smiler til fremmede på gaden, lytter til folk, gør mit for at bringe nyt til samfundet, drømmer om at arbejde som selvstændig en dag. Men hvis man er SÅ snæversynet, at man ikke engang vil gå i dialog, men bare vil smække med døren, så er du i min bog heller ikke mere værd. Min Facebook side indeholder næsten 1600 personer. Alle har hver deres holdning. Og ingen er 100 % ens. Derfor kan der også nemt opstå uenigheder, og til tider går bølgerne højt, men det er aldrig værre end at vi alle sammen kan være her.

Jeg satte i går et kryds hos Venstre. Det har gjort de sidste mange år, og det har jeg også tænkt mig at fortsætte mig. Hvis du går ind for ytringsfriheden bevares i DK, så lader du mig fortsætte med dette, uden at fortælle mig hvor jeg skal sætte det næste gang. Ellers er vi egentlig ikke kommet særlig langt, i vores lille fine land, Danmark.