Jeg bor på en vej

Jeg bor på en vej. Det er en helt speciel vej. Med få metrostop fra indre by, kan du lande lige midt på min vej. Det er en vej der er fyldt med glade mennesker, og larm om sommeren, og stille vandringer om vinteren.

Jeg lærte først min vej at kende, da jeg engang imellem valgte at cykle på den, når jeg skulle på arbejde, og ville følges med en sød kollega. Ellers drejede af, lige inden vejen startede.

Men jeg har altid syntes at min vej, var noget helt specielt. Også inden jeg flyttede hertil, kiggede jeg altid op på lejlighederne, og spekulerede over hvem der boede lige netop her. På den vej, der førte ned til havnebadet og glade sommerminder. Det måtte være en rigtig god vej.

Ved et tilfælde og ud af det blå, landede min adresse pludselig på denne vej. Lige i starten af vejen, for at være mere præcis. I begyndelsen var jeg meget beæret over at være en del af lejlighederne. Nu kunne jeg kigge ud og ned, i stedet for at kigge op og beundrer.

Fra min lejlighed kan man se ned på vejen. På alle de mennesker der hver dag går forbi. Nogle har faste rutiner, hvor andre pludselig dukker op.

I starten af min vej, ligger en 7-elleven. Dem kan man finde i hele verden. Men den der ligger på hjørnet af min vej, er noget helt specielt, fordi ejeren virkelig er super unik. Jeg kommer efterhånden ret ofte, og får en god sludder, med både Jeanett som står bag disken, og Steffen som ejer butikken. Vi kender hinanden utrolig godt. Desværre stopper han lige om lidt og rejser hjem til det jyske. Da jeg mistede mit job, var Steffen den første til at tilbyde mig et job bag hans disk. Faktisk lærte vi hinanden at kende, fordi jeg ikke syntes hans rundstykker var smurt godt nok. Det endte med et længere opkald, hvor vi fik talt om alt muligt, udover de dårlig smurte boller. Nu sender jeg blot en snapchat, hvis de fejler noget.

Lige overfor mig, bor min veninde Karna. Vi har lært hinanden at kende, fordi vi begge to har et stort shoppe-gen. Så efterhånden som vi mødtes, og solgte ting til hinanden, kom vi tættere og tættere på hinanden. I dag går vi aften ture, træner sammen (når vi kan komme til det), skriver sammen dagligt og hun er blevet en af mine bedste veninder. Da min kæreste var på stadion i Paris og var bombetruet, var hun den første til at tilbyde at komme over og yde krisehjælp. Hun sad hos mig det meste af natten, og trøstede mig. Hun er en sand veninde. Og samtidig et af de slags mennesker, som er ubeskrivelig vigtige at have i sit liv, for hun vil gå igennem ild og vand, for at beskytte dig. Og derfor vil jeg gøre det samme.

Længere nede af min vej, bor Ditte, sammen med hendes søde datter og mand. Hun er et kreativt og smuk væsen, som alle her på Bryggen kender. Hun ejer samme shoppe-gen som Karna og jeg. Vi bor også i samme andelsbolig, så vi er gode til at følges ad til møder, og tale om de forandringer der sker i vores f0rening. Det er guld værd, og rart at vide at der er nogle man kan sparre med, når der sker ændringer i vores lille boligkompleks.

Lige overfor Ditte, ligger der den hyggeligste lille kiosk. Den hedder Lucky Shop. Når jeg kommer derind, lyser de altid op. De kender mit navn og ved at jeg bor længere oppe af vejen. Når jeg møder dem på vores vej, stopper de altid op, og spørger hvordan det hele går. Det er der jeg henter mine pakker, og kan gøre det selvom klokken er 00.00 om aften. Og de smiler altid.

I vores gård er der tre gårdmænd. Danny og Brian er vores to fantastiske gårdmænd, som altid står klar til at hjælpe mig, hvis der er problemer med min bolig. Jeg møder dem alle steder på Bryggen, og vi kender efterhånden hinanden rigtig godt, da vi tager en god hverdagssnak, hver gang vi render på hinanden. De er også fast inventar til min årlige åbent hus fødselsdag. Den sidste gårdmand, står for at vaske vores trapper, og selvom han taler gebrokken dansk, starter han altid min morgen med “Gooodmorgen Louise, hvorn er din dag?”. Det kan man kun smile af.

Når jeg handler i Brugsen, kan jeg altid være sikker på at hilse på ansigter som jeg kender. En af kvinderne dernede, hedder Nikita. Vi deler samme interesse, for tatoveringer. Flere gange har jeg næsten stoppet køen, fordi vi har plapret løs om tatoveringer. Men ofte ender det med at folk deltager i samtalen. Alle har jo en tatovering eller to i dag.
Når min hund skal have foder, går vi ned i dyrehandleren. Der vil Molly gerne med ind, for hun får altid tilbudt hjemmelavede godbider. Man kan mærke kærligheden til dyrene, helt ud på gaden, og alle hundene skal trækkes væk fra butikken.

Selvom jeg til tider er utrolig træt af larmen fra gaden, når sommeren når på sit højeste og folk ikke kan finde ud af at opfører sig pænt, når de besøger min vej, så holder jeg stadig utrolig meget af at bo her. For den er fyldt med dejlige mennesker.

Så tak til alle dem der gør en forskel ❤

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s